Presse

Herunder ses artikler og andet medieomtale af mig og mine malerier.

Naturen som forbillede og vejviser

Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen

Når man skal beskrive en kunstners udtryk, kommer man altid ind på mål og midler. Hvad vil kunstneren med sine værker, og hvordan kommer dette til udtryk i maleriet, skulpturen, fotografiet, eller hvad man nu beskæftiger sig med?

I Yrsa Dunvads tilfælde er det meget klart. Hun vil med naturen som tema og forbillede vise, hvordan lyset i sidste ende altid vil vinde over mørket – hvis man bevarer sin tro på, at alt bliver bedre med tiden, og man vel at mærke selv gør en indsats.

Det er dermed åbenlyst, at naturen og landskabet spiller en altafgørende rolle i hendes maleriske produktion. Det er den, hvorom alt kredser. Ud fra beskrivelsen af hendes mål og midler er det også blevet markeret, at det ikke er den fotografiske gengivelse af konkrete lokaliteter, hun søger, men den følelsesmæssige identifikation mellem naturprocesserne og den menneskelige bevidsthed. Naturen, årstidernes skiften, vinden, havet og solen, der favner det hele, er en kilde til trøst og tro, varme og venlighed.

To motiver, det ene meget håndgribeligt, det andet i sit væsen immaterielt, sammenfatter dette gennem hele hendes produktion.
For Yrsa Dunvad symboliserer træet naturens urokkelighed. Stort og majestætisk eller lille, sejt og hårdført står træet for alt, hvad der er livskraftigt. Det stræber mod himlen, men er samtidigt dybt rodfæstet. Det kan miste sine blade, knække i stormen eller blive ramt af lynet, men naturens evige cyklus garanterer, at der altid vil være træer. Det er denne ukuelige livsvilje og hårdførhed, som Yrsa Dunvad sætter som forbillede for os mennesker. Vi kommer alle sammen ud for storme i vores liv, men det er, hvordan vi vælger at tackle disse, der definerer os som mennesker. Sorg kan ikke undgås, men vi kan bevidst vælge, at den ikke skal styre vores liv – og dermed også skade eller endda ødelægge andre menneskers liv. Et enkelt træ kan gå under, men der kommer andre til. Naturens livsvilje lader sig ikke stoppe.

Det andet motiv, et, der er grundpillen i alle Yrsa Dunvads malerier, er lyset. Hos mange malere, der skildrer Nordens ofte gråtonede og våde vejrlig, er paletten dæmpet og melankolsk. Ikke her. I hvert eneste maleri drives farven op til sit højeste. Stærke og rene gule, orange, grønne, blå og røde farver stråler som juveler signalerende overskud, inderlighed, intensitet og optimisme. Der kan være kolde kulører, violette og sorte toner i billederne, men det er for koloristisk at få kompositionen til at hænge sammen og symbolsk for at vise, at negativiteten, sorgen og ødelæggelsen er her, altid, men at den kan og skal overvindes ved en bevidst indsats.

Med en så stærk læggen vægt på det kraftfulde, intense og inderlige i den maleriske proces, er det klart, at Yrsa Dunvad i bund og grund er en ekspressiv maler. Penselstrøgene er hurtige, stærke og spontane, og der ridses og skrabes i de ofte mange farvelag, der karakteriserer lærrederne. Helt abstrakt bliver det imidlertid aldrig. Yrsa Dunvad opererer i denne forbindelse med to grundliggende kompositionsformer. En, hvor et eller flere træer skaber en lodret inddeling af billedfladen og en, hvor en horisontlinje danner et vandret bånd. I begge tilfælde brydes den naturalistiske nøjagtighed af farveflader, krydsende diagonaler og bugtende arabesker, der opererer helt selvstændigt på billedfladen. En måde at male på, der kræver et sikkert blik for, hvornår kompositionen er færdig uden at være kaotisk eller, omvendt, for tør og livløs. Noget, Yrsa Dunvad har lært ved lærevillighed, hårdt slid, stædighed, og fordi det at male tydeligvis er livsnødvendigt for hende.

Man kan se og mærke denne intensitet med det samme. Den trænger sig på og rammer en med et slag. Kort sagt: den smitter. Det er derfor, Yrsa Dunvad er så god en maler.